FØLG OS PÅ FACEBOOK

SE UGESKEMA

  FORFATTERSKOLE

Vil du være forfatter? Eller er du nysgerrig på at finde ud af, hvorfor du synes det skrevne ord – dine egne eller andres – er så interessant?

På Jyderup Højskoles forfatterskole er alle litterære udgangspunkter velkomne, og det er underordnet, om du først lige har opdaget, at det kribler i fingrene, eller om du har skrevet længe og har et par romaner liggende i skuffen. Det vigtigste er, at du holder af skrive og ønsker at blive bedre.

Forfatterskolen er et fællesskab, hvor du kan finde inspiration, og hvor det skal føles trygt at afprøve ideer og vise tekster frem. Det bliver langt fra en dansktime: Her er ikke noget pensum og ingen tunge romaner, der skal tvangsgennempløjes.

Men vi kommer til at læse tekster sammen, fra alle tider og fra alle dele af verden. Vi skal ind og se, hvad der får dem til at fungere, og hvad vi kan lære af dem som forfattere.

Du vil blive udfordret med skriveøvelser, der kan styrke stemmen og give en fornemmelse af, hvor stort dit litterære register egentlig er. Målet er at gøre dig frygtløs overfor den blanke side og bevidst om dine egne mål og evner.

Men det vigtigste er at finde frem til, hvad du selv vil skrive, og give dig tid og støtte til at få det ført ud i livet. Du skal arbejde på at få lavet et værk færdigt her – ikke bare skitser eller noter til et – så du har et solidt udgangspunkt at skrive ud fra senere hen, og så du kender hele processen fra idé til færdig tekst.

Den faste lærer på forfatterskolen er Harald Voetmann, som både har udgivet romaner, noveller og digte siden 2000. Undervejs vil der også være besøg af gæstelærere, som også er etablerede forfattere.

UNDERVISNINGSLOKALERNE:

Forfatterskolen foregår i det gamle smukke slot Lerchehuset med en fantastisk udsigt over Skarresøen og kun fem minutters gang fra højskolens centrale bygning. Her findes både et undervisningslokale og en opholdsstue med god plads, så der er rig mulighed for at sætte sig ned og skrive i fred og ro.

KREATIVT MILJØ

Som elev på Jyderup Højskoles forfatterskole bliver du en del af et kreativt miljø, da skolen rummer flere andre kreative linjer. I løbet af semestret får du mulighed for at prøve kræfter med de andre linjer eller udfordre dig selv på helt nye områder i et valgfag og forfatterskolens arrangerer tværfaglige samarbejdsprojekter med skolens andre linjer. Du vil desuden indgå i højskolens daglige liv, som udover forfatterskolens undervisning er morgensang, debatter, foredrag og koncerter.

UNDERVISER – Harald Voetmann

Harald Voetmann er uddannet på Forfatterskolen 1997-99 og tog en grunduddannelse i latin på Københavns Universitet. Han debuterede i 2000 som forfatter med prosasamlingen KAPRICER, og har siden udgivet både romaner, noveller og digte, samt oversættelser af romersk litteratur. Han har modtaget Kritikerprisen og Otto Gelsted-prisen og været nomineret til bl.a. Nordisk Råds Litteraturpris.

I 2010 udgav han sin første roman, VÅGEN, der handler om den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre. Bogen var den første i Harald Voetmanns trilogi af historiske romaner, der også omfatter Tycho Brahe-fortællingen ALT UNDER MÅNEN fra 2014 og middelalderromanen SYNER OG FRISTELSER fra 2015.

I 2018 udkom den anmelderroste AMDUAT. EN ILTMASKINE, der er en sammenskrivning af to fortællinger: Den ene handler om den ægyptiske solguds rejse gennem dødsriget om natten, mens den anden er om en mand, som dør af en lungebetændelse på Holbæk Sygehus.