DATO

søndag 14. juli
– lørdag 20. juli

2019

PRISER

Almindelig elev
–  4000 kr. pr. uge
(Inkl. kost, logi og undervisning)

(Tillæg enkeltværelse: 500 kr.)

Dagselev
3000 kr. pr. uge
(inkl. kost og undervisning)

FØLG OS PÅ FACEBOOK

INFORMATION OG TILMELDING TIL
Skrivekursus – sommerkursus
14. – 20. juli 2019

 

Skrivekursus på Jyderup Højskole er til dig, som allerede er i gang med at skrive, måske har et helt eller halvt manuskript i skuffen og trænger til inspiration, modspil og respons for at komme videre med det. Og til dig, som har lyst til at diskutere og fordybe dig i tekster i godt selskab.

Du får nødhjælp til den akutte skrivekrise eller -blokering, et velvilligt prøvepublikum og kyndige blikke på dine tekster. Du får forhåbentlig også ideer til nye projekter, nye værktøjer, greb og teknikker, du kan bruge i skriften fremover. At skrive godt kræver ikke kun fokus og ro og træning – det er en social handling, og det er vigtigt at kunne opleve et fællesskab omkring det.

Undervisningen er en blanding af grundig læsning af egne tekster, oplæg om litterære metoder og teknikker, samt oplæsning fra kursister, gæster og lærere. Litteraturen skal diskuteres og bølgerne må gerne gå højt.

Underviserne er Claus Handberg og Harald Voetmann, som har undervist sammen i omkring fire år under skiftende omstændigheder. De har ofte et vidt forskelligt syn på tingene, og netop den uenighed er en god drivkraft til at få diskuteret litteraturen, som begge brænder for.

UNDERVISER – CLAUS HANDBERG

Claus er digter og sangskriver/musiker. Han debuterede i 2001 med digtsamlingen 320 pund. Senest har han udgivet digtsamlingen Vores i 2018. Claus har også udgivet tre plader, den ene i samarbejde med kunstner og forfatter Kaspar Bonnén. Claus har lang erfaring med at undervise i skrivning.

KURSUSLEDER OG UNDERVISER – HARALD VOETMANN

Harald er forfatter og oversætter. Han har siden 2000 skrevet både noveller, digte og romaner, blandt andet en trilogi af historiske romaner: Vågen, Alt under månen og Syner og fristelser. Han har modtaget Kritikerprisen og været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Harald er fast lærer på Jyderup Højskoles forfatterhold.