Fra den 1. november overtager Jyderup Højskole lokalerne fra Café Habibi. Første sal er allerede blevet indtaget af højskolens forfatterskole, mens stuen skal udvikles til kulturelle aktiviteter.

Lokalerne fra Café Habibi kommer ikke til stå tomme i lang tid. Faktisk har Jyderup Højskoles forfatterskole allerede indtaget 1. sal som skriveværksted og fra 1. november overtager højskolen lejen af lokalerne.

Stuen skal fortsat huse forskellige kulturelle arrangementer, som både skal være til glæde for højskolens elever og folk fra Jyderup og omegn.
”Vi skal have koncerter, foredrag, oplæsninger og andre spændende arrangementer. Fælles for arrangementerne er et kulturelt eller folkeoplysende udgangspunkt”, siger Poul Henrik Jensen, forstander på Jyderup Højskole. Når højskolen ikke bruger lokalerne til undervisning eller arrangementer, kan de lejes ud til skoler, institutioner eller private initiativer og arrangementer.

Det første arrangement er planlagt til den 30. november, hvor Højskolen har samlet grundstammen i det gamle band The Habibsters.
”Det synes vi er et godt startskud, til det vi håber kan blive et nyt kulturelt væksthus i Jyderup”, siger Poul Henrik Jensen.

Der kommer mere information ud om koncerten og andre arrangementer i december.

For mere information kontakt Forstander Poul Henrik Jensen, mobil: 2148 7914, mail: ph@jyderuphojskole.dk.